Historie

Nu får i kapitel 5 af min historie.

Kapitel 5

Spøgelseshuset

Nu var det blevet mandag igen og Julian var rigtig glad, fordi det kun var fire almindelige skoledage tilbage og så fredag hvor han ville få juleferie.

Melissa kom ned med et trist ansigtsudtryk og det så ud til at hun havde det dårligt. Julian gik hen til hende, for at spørge hvad der var galt, men kunne ikke få et ord frem fra hans mund. Melissa begyndte at se mere nedtrykt ud, så Julian hentede Stine.

”Mor, kom lige. Jeg tror Melissa er ked af det. Hun ser i hvert fald meget nedtrykt ud.”

”Okay. Jeg kommer.”

Stine og Julian gik ud til Melissa i køkkenet, hvor hun stod og så helt trist ud.

”Er der noget galt skat? Er der noget du gerne vil snakke om?” spurgte Stine så roligt hun kunne.

”Ja og ja.” svarede Melissa mens hun prøvede at begynde og græde, men det kunne hun ikke.

”Så kom skat, så taler vi om det.”

Stine og Melissa gik ind i stuen og satte sig i sofaen og begyndte at tale om det.

”Hvad er der galt skat?” spurgte Stine.

”Det er fordi at jeg skal bare lige vænne mig til tanken om at skulle være storesøster…” Hulk hulk ”Og så føler jeg mig meget udenfor lige for tiden, fordi at der ikke er nogen som gider at være sammen med en som der bliver før færdig med de ting som vi skal lave i timerne og får lov til at lave sjove hjernevrider opgaver og de andre laver bare kedelige ting. Jeg føler heller ikke at jeg har nogen venner mere og der er også kun en der gider at gå sammen med mig.”

”Hvem er det skat? Maria? Sofie? Nicoline?”

”Nej det er slet ikke nogen af dem. Det er hende den halve nye pige, der hedder Emma.”

”Hvem er Emma?” spurgte Stine.
”Hende med det blonde hår og som har grønne agtige øjne.” Melissa tog et billede frem og viste det til Stine.

  ”Det er hende” sagde Melissa.

”Okay. Hvad er du så ked af det for?” spurgte Stine.

”Jeg savner bare de spøgelser som jeg har fortalt dig om.”

”Så tag ud til dem i eftermiddag, når du har lavet lektier, hvis du har nogle lektier for, og hvis du ikke har lektier for så tager du derud når du er kommet hjem og Julian har tømt sin taske. Jeg komme jo hjem lige lidt efter, så han kan godt være alene i et lille stykke tid.”

”Tak mor. Så ses vi når jeg kommer hjem fra spøgelserne.”
”Ja det gør vi skat. ”

Melissa tog sine ting og puttede dem i sin taske og gjorde sig klar til at gå, da hun kom i tanke om at hun skulle vente på Julian. Melissa gad ikke vente på ham, hun ville hellere af sted. Hun kiggede mærkeligt over på Julian med et underligt blik. Nogen gange føltes det bare som om at der gik 100 år inden Julian endelig var klar. 

 Julian tog sine ting og lagde eller retter sagt smed dem i hans taske. Han tog sin jakke og sine sko på og ventede på at Melissa ville låse døren efter ham. Hun så sur ud og så sagde hun:

”Lås selv døren efter dig. Du skal ikke tro at bare fordi jeg er ældre end dig, at jeg så vil gøre alting for dig.” Hun så vred ud og Julian var en lille smule bange for at svare hende. Men han tog sig sammen og gjorde det.

”Du er bare sur fordi du har haft en dårlig morgen.” sagde han.

”Det er jo løgn. Jeg er ikke sur. Jeg er bare træt af at jeg altid skal låse døren efter dig. Du skal også vænne dig til at bruge din egen nøgle. Det eneste tidspunkt hvor du bruger din egen nøgle er om tirsdagen, onsdagen og fredagen, når du kommer hjem før mig. Du er bare jaloux, fordi jeg er ældre. Du er bare jaloux, fordi jeg skal være storesøster for anden gang og du skal være storebror for første gang. Du er bare jaloux, fordi det var mig der opdagede spøgelserne og ikke dig og du ville jo alligevel være bange, hvis du var alene ude i en skov og ikke havde nogen og jeg mener nogen i nærheden af dig og du så lige hørte en stemme som du ikke ville vide hvor kom fra og kom fra en som du ikke ville kunne se. Derfor er du jaloux. Tre gode grunde til hvorfor jeg har haft en dårlig morgen, for du har ødelagt den, fordi mor ikke måtte sige godmorgen til mig. Du får ét valg. Enten må du selv tage hjem og gøre som jeg siger eller også skal du selv tage hjem OG af sted resten af ugen. Hvad vælger du?” Hun tænkte lidt over alt det hun havde sagt, og om det ikke var for voldigt.

Han svarede hurtigt for at undgå at hun skulle blive mere sur.

”Jeg vælger at jeg selv vil tage hjem og tage af sted resten af ugen.” svarede han så hurtigt han kunne.

”Fint, men det er dit ansvar at du kommer af sted til tiden.”

De gik resten af vejen hen til busstoppestedet uden at sige et ord og i bussen sagde de ikke noget. Faktisk talte de ikke så meget sammen resten af dagen.

I Melissas dansk time fik hun af vide at de skulle lave gruppe arbejde og skrive om den mest spændende nyhed i gruppen ind på computeren. Melissa skulle heldigvis være i gruppe med piger og de havde altid en god nyhed at fortælle men hun var stadig bange for at det blev hendes nyhed der blev valgt. Hun skulle være i gruppe med Freja, Emma, Sofie, Nicoline og hende selv. De satte sig om bordet og startede fra en ende af. Freja sagde at de havde fået en ny hund og det synes alle var spændene. Emma sagde at hendes familie var færdig med at flytte. Sofie sagde at hun havde byttet værelse med hendes storesøster. Nicoline sagde at hendes mor havde fået et nyt arbejde som bolsjekoger, så nu kunne de få gratis bolsjer. Melissa sagde at hun skulle være storesøster og alle synes det var den mest spændende nyhed, så den valgte de. Hun sagde også at hun havde mødt et spøgelse og hun kunne tale med dem. Alle troede på hende, så de spurgte deres lærer om de måtte skrive om to ting men i et stykke hvis man bare kunne se hvor den nye ting skete og de måtte de godt. De ville sidde på biblioteket, og spurgte om de måtte gå derind, men Melissa vidste at Julian ville være derinde, så hun gad ikke derind. De andre ville vide hvorfor men de mente bare at det var lige meget om Julian var der eller ej. Men det var det ikke for Melissa.

Efter skole skyndte Melissa sig hjem og satte sin taske og tog sine ting op og tømte hendes madpakke og uden der var gået to minutter var hun ude af døren igen. Hun gemte sig og holdte øje med Julian men han var der ikke. Han troede sikkert at de skulle følges hjem og det Melissa havde sagt bare var noget vrøvl, men det var det ikke. Hun mente det faktisk. Hun gik hen mod stien som gik op til skoven og da hun var der skyndte hun sig, for hun kunne høre Julian der græd. Hun vidste ikke om der var sket noget med ham eller om han bare prøvede og lokke Melissa frem, men Melissa hoppede ikke på den. Han måtte klare sig selv, for han er jo så stor. Melissa gik videre ind mod skoven og kaldte på Laila.

”Laila.” sagde hun men der kom ikke noget svar.

”Laila.” prøvede hun igen, men stadig intet svar kom frem.

”Laila.” Stadig intet svar. Hun tænkte hun sikkert ikke kunne høre det så hun råbte.

”LAILA.” råbte hun. Laila svarede ikke og nu blev Melissa for alvor bange. Hun tænkte sig om. Hvad var det nu hendes børn og mand hed. Nå ja, nu kunne hun huske det. Hendes mand hed Lasse og hendes datter Hanne og hendes søn Hans.

”Laila, Lasse, Hans, Hanne.” Ingen af dem svarede, så Melissa skyndte sig hjem og så at Julian stadig græd. Hun kunne ikke lade være med at spørge hvad der var galt. Han sagde at han bare havde set en skygge som fulgte efter ham.

Det var kapitel 5. I får kapitel 6 når det er færdigt, men jeg er simpelthen løbet tør for ideer. Har i nogen så skriv en kommentar.