Slikkepind

Jeg sidder her ved min computer og ser tv OG spiser slikkepind, fordi jeg har lyst til det. Mit tv står på TV2, fordi igår vandt Danmark jo EM og nu stopper jeg med at være ligesom min søster, der har lavet et helt indlæg om håndbold, hun må jo være skør i hovedet. Igår lavet jeg hotdog til aftensmad. Jeg vil så gerne lave en giveaway, men jeg gider ikke når jeg kun har to faste læsere og nu har jeg efterhånden, haft en blogbruger eller hvad man skal kalde det i et helt år og det er pænt træls kun at have to faste læsere. Så kom n lige til mig læsere. Det enester det kræver er at du har en google+ bruger, s hallo, hvor svært kan det være at tage sig sammen og melde sig som fast læser. Så kom nu. Kom nu. Nu.

Bla bla bla

Jeg keder mig. Hvad skal jeg lave i weekenden?
Jo ser du, idag skal jeg se vampyr film/serier det meste af tiden med min søster og en god ven vi begge to kender. Så skal jeg have pizza til aftensmad og det skal min sæster også. Det tror jeg ikke min mor og far skal, men måske.
Så skal vi se håndbold klokken 18 i aften Danmark mod ?
Jeg har lige hørt Vågner i natten med Dodo and the dodo's live.
Imorgen skal jeg til min morfars 65 års fødselsdag. Han får sin egen gave af mig og sit eget kort også kun fra mig. Jeg vil ikke skrive hvad han får af mig, fordi det gider jeg ikke.
Så skal jeg bare slappe af resten af tiden ligefra vi kommer hjem imorgen til jeg skal tidligt op og i skole mandag. Og jeg skal være duks. Det gider jeg ikke.
Nu skal jeg ikke høre mere musik tror jeg.

Vigtigt

Til dem, som læser min historie jeg ligger ind nogle gange. Hvis der er stavefejl eller andre ting er det ikke med vilje. OG vær venlig at skrive i en kommentar, ved det kapitel jeg lige har lagt ind (kapitel 6), hvad i synes om min historie. OG kan i ikke lige prøve at få folk til at følge mig.

Historie

Kapitel 6, får i lov til at læse nu.

Kapitel 6

Den mystiske skygge

Det måtte absolut være den mystiske skygge, der var tale om i det øjeblik. Melissa havde hørt om den i skolen, da hendes klasselærer havde hørt om det i nyhederne, radioen og endda selv læst om det i avisen. Det var skræmmende. Næsten alt for skræmmende. Hun gad godt vide hvem, der var den mystiske skygge og hvorfor skyggen lige netop fulgte efter Julian.  Hun gik ind på sit værelse og søgte på internettet efter den mystiske stygge og der kom en hel del forslag frem, men trykkede på det første link. Der stod: ”Politiet har endnu ikke fået nogle anmeldelser om den såkaldte ”mystiske skygge” men politiet siger dog at de gerne vil have folk til at ringe hvis de bliver forfulgt af den mystiske skygge, har man ikke oplysninger gør det ikke spor.” Hun kiggede længere nede på siden og læste følgende: ”Den mystiske skygge kan være overalt. Det kan være hvem som helst. En elev på en skole, en medarbejder i en butik, en hjemløs der søger hjælp, en tyv, en tyvebande eller det kan være en ganske almindelig person der vil hævne sig på sin tidligere chef pga. en fyring.”

Melissa hentede Julian, Stine og Sivert. Da Melissa viste det til dem blev de helt mundlamme.

”Vi skal ringe til politiet og sige hvad der er sket” sagde Stine og Sivert i munden på hinanden.

”Melissa hent telefonen, Julian hent min pung og tag mors med og lås døren” sagde Sivert.

De gjorde alle som der var blevet sagt og da de var samlet på Melissas værelse igen ringede Sivert til politiet.

”Det er politiet. Hvad er dit navn?” sagde en dyb stemme.

”Mit navn er Sivert.” svarede han.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med Sivert?” sagde manden med den dybe stemme.

”Jo ser du, min søn Julian, var på vej hjem fra skole en dag, da han kom helt forpustet ind ad døren. Han sagde han havde set den såkaldte ”mystiske skygge. I dag slog min datter Melissa så op på internettet og læste at hvis man var blevet forfulgt eller havde set den mystiske skygge skulle man kontakte politiet.” sagde Sivert.

”Tak for oplysningerne, vi gør hvad vi kan.”

”Så lidt. Det glæder mig at høre. Kan du sige mig, hvad vi skal gøre?”

”Har du mulighed for at følges med dine børn i skole og hjem?

”Ja.”

”Gør det, det er det sikreste.”

”Tak” sagde Sivert.

”Så lidt.” sagde den dybe stemme.

”Vi skal følges med børnene i skole.” sagde Sivert til Stine, som stadig var helt rystede. 

Efter noget tid satte de sig inde ved spisebordet og begyndte at spille et spil.

Ved aftensmaden var der stadig ingen der sagde noget og de gik i seng uden at sige noget som helst.

Næste morgen, da Sivert stod op, gik han ind og vækkede Julian og Melissa. Melissa gik ud på badeværelset først og da hun var færdig vækkede hun Stine. Fira fulgte efter hende. Det var onsdag, og Julian skulle have vikar i dansk, for deres klasselærer var på kursus.

Da Melissa havde vækket Stine gik hun ned og spiste morgenmad og gjorde sig klar til at gøre sig klar til at tage af sted.

Hun valgte at skyde omvej, så hun kunne sige farvel til spøgelserne. Da hun kom hen til stien, hørte hun at Julian kaldte. ”Melissa, vent. Vent, Melissa.” råbte han efter hende. Melissa stoppede op og ventede. ”Vil du med?” spurgte han.

”Hvorhen?” spurgte hun ham.

”Med mor.” sagde han.

”Hvor skal mor hen?” sagde hun.

”Til samtale på skolen.”

”Hvorfor det?”

”Fordi, skolen har også hørt om den mystiske skygge og så for at det ikke sker at nogle elever fra skolen bliver forfulgt af den mere, så har de indkaldt til møde til morgen, men de tager kun en klasse ad gangen.”
”Det ved jeg ikke. Skal du?”

”Mig, nej jeg skal ikke med, for det er ikke min klasse. Det er din.”

”Min? Øh…”

”Ja, det er din klasse.”

”Løb tilbage og sig til mor, at jeg kommer lige om lidt.”

”Okay.”

Julian løb, hen til Stine og Melissa var på vej.

Henne ved bilen kunne Melissa høre Sivert, der var i gang med at låse døren. Hun gik hen til ham og låste døren, for ham, for hun vidste med det samme at det ville gå galt, hvis han ikke holdt op nu og her.

På vej til skolen, hørte Melissa en knald. Hun lyttede efter og igen kom der et knald.

Hendes far forsvandt, hendes mor forsvandt, Julian forsvandt. Hvor var de alle sammen henne. De var væk. Pist og aldeles væk. Væk. For evigt. Og altid. Næsten.

Bla bla bla

Ja overskriften siger jo næsten det hele. Idag havde jeg lige pludselig lyst til at skrive og så tænkte jeg det gør jeg, men hvad sker der så. Jo ser du så sker der jo netop det at når jeg skal til at skrive ved ejg selvfølgelig ikke hvad jeg skrive om, så meget kort indlæg idag, men måske kommer det til at blive langt alligevel. Nu løb jeg tør for ideer igen. Jeg ser TV2 i anledningen af Dronning Margrethe's 40 års jubilæum ig nu tlnker du sikkert er du royalist og nej det er jeg ikke, men der er ligesom ikke så meget andet i tv i denne her weekend. Noget helt andet er at jeg skal lave wok i aften og det er jo egentlig meget nemt, så kender du en opskrift der er lidt udfordring i så skriv gerne lige en kommentar.
I morgen er det mandag igen, igen, igen og jeg glæder mig til at have dansk, hvilket sker meget sjældent, men det gør jeg fordi vi har faglig læsning sammen med b-klassen og det er faktisk sjovt, fordi da jeg fandt ud af at vi skulle have faglig læsning troede jeg vi skulle læse en fagbog og skrive hvad den handler om, men nej, vi skulle nemlig læse en lille tekst og svare på spørgsmål til teksten, så det er okay.
Tak for idag.

Historie

Nu får i kapitel 5 af min historie.

Kapitel 5

Spøgelseshuset

Nu var det blevet mandag igen og Julian var rigtig glad, fordi det kun var fire almindelige skoledage tilbage og så fredag hvor han ville få juleferie.

Melissa kom ned med et trist ansigtsudtryk og det så ud til at hun havde det dårligt. Julian gik hen til hende, for at spørge hvad der var galt, men kunne ikke få et ord frem fra hans mund. Melissa begyndte at se mere nedtrykt ud, så Julian hentede Stine.

”Mor, kom lige. Jeg tror Melissa er ked af det. Hun ser i hvert fald meget nedtrykt ud.”

”Okay. Jeg kommer.”

Stine og Julian gik ud til Melissa i køkkenet, hvor hun stod og så helt trist ud.

”Er der noget galt skat? Er der noget du gerne vil snakke om?” spurgte Stine så roligt hun kunne.

”Ja og ja.” svarede Melissa mens hun prøvede at begynde og græde, men det kunne hun ikke.

”Så kom skat, så taler vi om det.”

Stine og Melissa gik ind i stuen og satte sig i sofaen og begyndte at tale om det.

”Hvad er der galt skat?” spurgte Stine.

”Det er fordi at jeg skal bare lige vænne mig til tanken om at skulle være storesøster…” Hulk hulk ”Og så føler jeg mig meget udenfor lige for tiden, fordi at der ikke er nogen som gider at være sammen med en som der bliver før færdig med de ting som vi skal lave i timerne og får lov til at lave sjove hjernevrider opgaver og de andre laver bare kedelige ting. Jeg føler heller ikke at jeg har nogen venner mere og der er også kun en der gider at gå sammen med mig.”

”Hvem er det skat? Maria? Sofie? Nicoline?”

”Nej det er slet ikke nogen af dem. Det er hende den halve nye pige, der hedder Emma.”

”Hvem er Emma?” spurgte Stine.
”Hende med det blonde hår og som har grønne agtige øjne.” Melissa tog et billede frem og viste det til Stine.

  ”Det er hende” sagde Melissa.

”Okay. Hvad er du så ked af det for?” spurgte Stine.

”Jeg savner bare de spøgelser som jeg har fortalt dig om.”

”Så tag ud til dem i eftermiddag, når du har lavet lektier, hvis du har nogle lektier for, og hvis du ikke har lektier for så tager du derud når du er kommet hjem og Julian har tømt sin taske. Jeg komme jo hjem lige lidt efter, så han kan godt være alene i et lille stykke tid.”

”Tak mor. Så ses vi når jeg kommer hjem fra spøgelserne.”
”Ja det gør vi skat. ”

Melissa tog sine ting og puttede dem i sin taske og gjorde sig klar til at gå, da hun kom i tanke om at hun skulle vente på Julian. Melissa gad ikke vente på ham, hun ville hellere af sted. Hun kiggede mærkeligt over på Julian med et underligt blik. Nogen gange føltes det bare som om at der gik 100 år inden Julian endelig var klar. 

 Julian tog sine ting og lagde eller retter sagt smed dem i hans taske. Han tog sin jakke og sine sko på og ventede på at Melissa ville låse døren efter ham. Hun så sur ud og så sagde hun:

”Lås selv døren efter dig. Du skal ikke tro at bare fordi jeg er ældre end dig, at jeg så vil gøre alting for dig.” Hun så vred ud og Julian var en lille smule bange for at svare hende. Men han tog sig sammen og gjorde det.

”Du er bare sur fordi du har haft en dårlig morgen.” sagde han.

”Det er jo løgn. Jeg er ikke sur. Jeg er bare træt af at jeg altid skal låse døren efter dig. Du skal også vænne dig til at bruge din egen nøgle. Det eneste tidspunkt hvor du bruger din egen nøgle er om tirsdagen, onsdagen og fredagen, når du kommer hjem før mig. Du er bare jaloux, fordi jeg er ældre. Du er bare jaloux, fordi jeg skal være storesøster for anden gang og du skal være storebror for første gang. Du er bare jaloux, fordi det var mig der opdagede spøgelserne og ikke dig og du ville jo alligevel være bange, hvis du var alene ude i en skov og ikke havde nogen og jeg mener nogen i nærheden af dig og du så lige hørte en stemme som du ikke ville vide hvor kom fra og kom fra en som du ikke ville kunne se. Derfor er du jaloux. Tre gode grunde til hvorfor jeg har haft en dårlig morgen, for du har ødelagt den, fordi mor ikke måtte sige godmorgen til mig. Du får ét valg. Enten må du selv tage hjem og gøre som jeg siger eller også skal du selv tage hjem OG af sted resten af ugen. Hvad vælger du?” Hun tænkte lidt over alt det hun havde sagt, og om det ikke var for voldigt.

Han svarede hurtigt for at undgå at hun skulle blive mere sur.

”Jeg vælger at jeg selv vil tage hjem og tage af sted resten af ugen.” svarede han så hurtigt han kunne.

”Fint, men det er dit ansvar at du kommer af sted til tiden.”

De gik resten af vejen hen til busstoppestedet uden at sige et ord og i bussen sagde de ikke noget. Faktisk talte de ikke så meget sammen resten af dagen.

I Melissas dansk time fik hun af vide at de skulle lave gruppe arbejde og skrive om den mest spændende nyhed i gruppen ind på computeren. Melissa skulle heldigvis være i gruppe med piger og de havde altid en god nyhed at fortælle men hun var stadig bange for at det blev hendes nyhed der blev valgt. Hun skulle være i gruppe med Freja, Emma, Sofie, Nicoline og hende selv. De satte sig om bordet og startede fra en ende af. Freja sagde at de havde fået en ny hund og det synes alle var spændene. Emma sagde at hendes familie var færdig med at flytte. Sofie sagde at hun havde byttet værelse med hendes storesøster. Nicoline sagde at hendes mor havde fået et nyt arbejde som bolsjekoger, så nu kunne de få gratis bolsjer. Melissa sagde at hun skulle være storesøster og alle synes det var den mest spændende nyhed, så den valgte de. Hun sagde også at hun havde mødt et spøgelse og hun kunne tale med dem. Alle troede på hende, så de spurgte deres lærer om de måtte skrive om to ting men i et stykke hvis man bare kunne se hvor den nye ting skete og de måtte de godt. De ville sidde på biblioteket, og spurgte om de måtte gå derind, men Melissa vidste at Julian ville være derinde, så hun gad ikke derind. De andre ville vide hvorfor men de mente bare at det var lige meget om Julian var der eller ej. Men det var det ikke for Melissa.

Efter skole skyndte Melissa sig hjem og satte sin taske og tog sine ting op og tømte hendes madpakke og uden der var gået to minutter var hun ude af døren igen. Hun gemte sig og holdte øje med Julian men han var der ikke. Han troede sikkert at de skulle følges hjem og det Melissa havde sagt bare var noget vrøvl, men det var det ikke. Hun mente det faktisk. Hun gik hen mod stien som gik op til skoven og da hun var der skyndte hun sig, for hun kunne høre Julian der græd. Hun vidste ikke om der var sket noget med ham eller om han bare prøvede og lokke Melissa frem, men Melissa hoppede ikke på den. Han måtte klare sig selv, for han er jo så stor. Melissa gik videre ind mod skoven og kaldte på Laila.

”Laila.” sagde hun men der kom ikke noget svar.

”Laila.” prøvede hun igen, men stadig intet svar kom frem.

”Laila.” Stadig intet svar. Hun tænkte hun sikkert ikke kunne høre det så hun råbte.

”LAILA.” råbte hun. Laila svarede ikke og nu blev Melissa for alvor bange. Hun tænkte sig om. Hvad var det nu hendes børn og mand hed. Nå ja, nu kunne hun huske det. Hendes mand hed Lasse og hendes datter Hanne og hendes søn Hans.

”Laila, Lasse, Hans, Hanne.” Ingen af dem svarede, så Melissa skyndte sig hjem og så at Julian stadig græd. Hun kunne ikke lade være med at spørge hvad der var galt. Han sagde at han bare havde set en skygge som fulgte efter ham.

Det var kapitel 5. I får kapitel 6 når det er færdigt, men jeg er simpelthen løbet tør for ideer. Har i nogen så skriv en kommentar.