Kapitel 4
De første måneder
Julian og Melissa og Sivert og Stine besluttede sig for at få en hund. Ikke hvilken som helst hund. En schæferhund og det skulle være en tæve og den skulle hedde Fira.
Så om formiddagen kørte de hen til en gård, som lå ude på landet og de havde mange hunde. De sagde at det skulle være en tæve og det skulle være en schæferhund og den skulle hedder Fira. Heldigvis havde ejeren af gården lige præcis en tæve som var schæferhund og som der hed Fira. De købte den for 1.500 kroner. De kørte hjem og de havde Fira med sig. Hjemme skulle de finde ud af hvordan de kunne finde ud af hvordan de skulle dele ansvaret.
”Hvad med at vi laver et skema og så skriver vi vores navn ved det vi gerne vil de forskellige dage?” spurgte Julian de andre. De tænkte over det i lang, lang tid.
”Øh… det kan vi da godt… tror jeg da.” stammede Stine, som om hun var usikker på det.
”Ja. Jeg vil godt.” sagde Sivert.
”Jeg vil også godt.” sagde Melissa.
De begyndte at lave skemaet, men pludselig kom Stine i tanke om at hun skulle købe mad til Fira.
”Jeg tager ud og handler. Venter i med at skrive navne på til jeg kommer igen?” spurgte hun.
”Ja. Det skal vi nok” svarede Sivert.
To måneder senere skulle Stine til jordemoder og Melissa tog med hende, fordi hun gerne ville se Julian dengang han var et foster, men Stine synes at hun var for lille dengang, så nu havde hun lovet hende at hun godt måtte komme med, så hun kan få lov at se et foster. De gik ud og gjorde sig klar til at tage af sted og gik ud mod bilen. Melissa var glad. Rigtig glad. Nu skulle hun endelig få lov til at se et foster for første gang. De var begge spændte. Melissa var nok mere spændt end Stine var, for hun mente at hvorfor skulle hun være spændt hun havde jo set et foster mange gange før. For Melissa gav det ingen mening men det gjorde det for Stine. Der var stille hele turen.
Da de havde parkeret bilen gik de indenfor for det var lige begyndt at regne. Stine og Melissa gik hen og satte sig ved et bord og ventede. Der gik lang tid før der kom nogen første gang, men det var ikke hende. Der begyndte at komme flere og flere og jo længere tid der gik, jo mere utålmodig blev Melissa.
”Mor, hvornår sker der noget? Hvor lang tid har vi ventet nu?” spurgte hun meget utålmodigt.
”Vi skal kun sidde her i 5 minutter mere. Vi har kun siddet har i 10 minutter. Vi skulle først være her nu, men jeg har først tid om 5 minutter, men man skal altid være her før og jeg ved jo ikke lige hvor meget trafik der er på vejen herhen. Bare vent lidt i nu skat.”
Endelig skete der noget og der kom en pige ved navn Johanne og hentede dem. De hilste pænt på hinanden og de gik ind i et rum med mange mærkelige ting. Det eneste som Melissa kendte til var briksen.
Johanne fortalte at hun var jordemoder og det skulle hun være for Stine resten af Stines graviditet. Melissa sad pænt og ventede på at der skulle ske noget, og med et gik lyset ud, så Melissa nærmest hoppede op så forskrækket som hun blev, men heldigvis skete det ikke. Da lyset var slukket satte Johanne en skanner på Stines mave og på en lille skærm var der en lille bitte krop med et ansigt som var større end kroppen og Melissa synes det var det sødeste hun nogensinde havde set, selvom man ikke rigtig kunne se at et var et barn. Det tog ca. 10 minutter inden Johanne sagde at Stine godt kunne forberede sig på en anderledes graviditet end hvad man plejer. Stine forstod ikke helt hvad det var hun mente så hun spurgte ind til det. Johanne fortsatte bare med at fortælle, nærmest uden at hun havde hørt hvad Stine spurgte om. Stine spurgte bare igen og denne gang fik hun et svar fra Johanne. ”Jeg mener ikke rigtig noget særligt andet end at en tvilllingegraviditet godt kan være lidt mere anstrenge end en almindelig graviditet.”
”Tvillingegraviditet?” Hun holdt en kort pause og fortsatte så overrasket ”Venter jeg tvillinger?”
”Ja det gør du, i følge skærmen og din mave før du, men vi godt nok haft et problem med skanneren men det var fordi jeg glemte og tænde kontakten nede bag ved. Men ja du venter tvillinger. Tillykke.”
”Tak.” Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men kom dog på noget til sidst. ”Prøv lige og tjekke igen om det nu er rigtigt.” sagde Stine. Johanne prøvede igen og ganske rigtigt hun skulle have tvillinger. Anden gang måtte jo være rigtigt, så nu kunne de tage hjem og fejre det med de andre.
Derhjemme fortalte Stine og Melissa den gode nyhed til de andre.
”Jeg…” startede Stine.
”Venter…” fortsatte Melissa.
”Tvillinger” sagde Stine og Melissa i kor, mens Sivert og Julian så meget overrasket og glade ud.
De første måneder var endelig begyndt for både Stine med hendes graviditet, men også for dem alle og Fira for nu kunne de endelig begynde og træne hende.
