Kapitel 6
Den mystiske skygge
Det måtte absolut være den mystiske skygge, der var tale om i det øjeblik. Melissa havde hørt om den i skolen, da hendes klasselærer havde hørt om det i nyhederne, radioen og endda selv læst om det i avisen. Det var skræmmende. Næsten alt for skræmmende. Hun gad godt vide hvem, der var den mystiske skygge og hvorfor skyggen lige netop fulgte efter Julian. Hun gik ind på sit værelse og søgte på internettet efter den mystiske stygge og der kom en hel del forslag frem, men trykkede på det første link. Der stod: ”Politiet har endnu ikke fået nogle anmeldelser om den såkaldte ”mystiske skygge” men politiet siger dog at de gerne vil have folk til at ringe hvis de bliver forfulgt af den mystiske skygge, har man ikke oplysninger gør det ikke spor.” Hun kiggede længere nede på siden og læste følgende: ”Den mystiske skygge kan være overalt. Det kan være hvem som helst. En elev på en skole, en medarbejder i en butik, en hjemløs der søger hjælp, en tyv, en tyvebande eller det kan være en ganske almindelig person der vil hævne sig på sin tidligere chef pga. en fyring.”
Melissa hentede Julian, Stine og Sivert. Da Melissa viste det til dem blev de helt mundlamme.
”Vi skal ringe til politiet og sige hvad der er sket” sagde Stine og Sivert i munden på hinanden.
”Melissa hent telefonen, Julian hent min pung og tag mors med og lås døren” sagde Sivert.
De gjorde alle som der var blevet sagt og da de var samlet på Melissas værelse igen ringede Sivert til politiet.
”Det er politiet. Hvad er dit navn?” sagde en dyb stemme.
”Mit navn er Sivert.” svarede han.
”Hvad kan jeg hjælpe dig med Sivert?” sagde manden med den dybe stemme.
”Jo ser du, min søn Julian, var på vej hjem fra skole en dag, da han kom helt forpustet ind ad døren. Han sagde han havde set den såkaldte ”mystiske skygge. I dag slog min datter Melissa så op på internettet og læste at hvis man var blevet forfulgt eller havde set den mystiske skygge skulle man kontakte politiet.” sagde Sivert.
”Tak for oplysningerne, vi gør hvad vi kan.”
”Så lidt. Det glæder mig at høre. Kan du sige mig, hvad vi skal gøre?”
”Har du mulighed for at følges med dine børn i skole og hjem?
”Ja.”
”Gør det, det er det sikreste.”
”Tak” sagde Sivert.
”Så lidt.” sagde den dybe stemme.
”Vi skal følges med børnene i skole.” sagde Sivert til Stine, som stadig var helt rystede.
Efter noget tid satte de sig inde ved spisebordet og begyndte at spille et spil.
Ved aftensmaden var der stadig ingen der sagde noget og de gik i seng uden at sige noget som helst.
Næste morgen, da Sivert stod op, gik han ind og vækkede Julian og Melissa. Melissa gik ud på badeværelset først og da hun var færdig vækkede hun Stine. Fira fulgte efter hende. Det var onsdag, og Julian skulle have vikar i dansk, for deres klasselærer var på kursus.
Da Melissa havde vækket Stine gik hun ned og spiste morgenmad og gjorde sig klar til at gøre sig klar til at tage af sted.
Hun valgte at skyde omvej, så hun kunne sige farvel til spøgelserne. Da hun kom hen til stien, hørte hun at Julian kaldte. ”Melissa, vent. Vent, Melissa.” råbte han efter hende. Melissa stoppede op og ventede. ”Vil du med?” spurgte han.
”Hvorhen?” spurgte hun ham.
”Med mor.” sagde han.
”Hvor skal mor hen?” sagde hun.
”Til samtale på skolen.”
”Hvorfor det?”
”Fordi, skolen har også hørt om den mystiske skygge og så for at det ikke sker at nogle elever fra skolen bliver forfulgt af den mere, så har de indkaldt til møde til morgen, men de tager kun en klasse ad gangen.”
”Det ved jeg ikke. Skal du?”
”Det ved jeg ikke. Skal du?”
”Mig, nej jeg skal ikke med, for det er ikke min klasse. Det er din.”
”Min? Øh…”
”Ja, det er din klasse.”
”Løb tilbage og sig til mor, at jeg kommer lige om lidt.”
”Okay.”
Julian løb, hen til Stine og Melissa var på vej.
Henne ved bilen kunne Melissa høre Sivert, der var i gang med at låse døren. Hun gik hen til ham og låste døren, for ham, for hun vidste med det samme at det ville gå galt, hvis han ikke holdt op nu og her.
På vej til skolen, hørte Melissa en knald. Hun lyttede efter og igen kom der et knald.
Hendes far forsvandt, hendes mor forsvandt, Julian forsvandt. Hvor var de alle sammen henne. De var væk. Pist og aldeles væk. Væk. For evigt. Og altid. Næsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar